Af brødrene Jacob og Wilhelm
Grimm
Oversat af Carl
Ewald (1856-1923)
I elektronisk udgave af Michael Husted, 1996.
Der var engang en sød, lille Pige, som alle Mennesker holdt meget af, men ingen elskede hende som hendes Bedstemor, der slet ikke vidste, hvor godt hun skulde gøre det for hende. En Dag gav hun hende en lille rød Fløjlshue, der klædte hende saa godt, at hun altid gik med den, og derfor blev hun kaldt Rødhætte. En Dag sagde hendes Mor til hende: "Se her, lille Rødhætte, her har du et stykke Kage og en Flaske Vin, kan du bringe det hen til Bedstemor, hun er syg og svag, saa det vil nok styrke hende. Du maa helst gaa med det samme, før det bliver alt for varmt, men gaa nu pænt den lige Vej og pas paa, at du ikke falder og slaar Flasken itu. Og husk saa at sige Goddag straks, naar du kommer ind i Stuen, og staa ikke først og se dig om."
"Jeg skal nok huske det altsammen," sagde Rødhætte og gav sin Mor Haanden paa det. Bedstemoderen boede ude i Skoven, en halv Times Gang fra Landsbyen. Da Rødhætte kom ind i Skoven, mødte hun Ulven, men hun var slet ikke bange, for hun anede ikke, hvor slem den er.
"Goddag, Rødhætte," sagde den.
"Goddag," svarede hun.
"Hvor skal du hen saa tidligt?"
"Jeg skal til Bedstemor."
"Hvad er det, du har under Forklædet?"
"Det er Kager og Vin. Vi har bagt i Gaar, og nu skal stakkels, gamle Bedste ogsaa have noget med."
"Hvor bor din Bedstemor, lille Rødhætte?"
"Aa, det er vel et Kvarters Gang herfra. Hendes Hus ligger under de tre store Egetræer, du ved nok."
"Det er en rigtig lækker lille Mundfuld," tænkte Ulven ved sig selv, "hun vil nok smage bedre end den gamle. Nu vil jeg bære mig rigtig snildt ad, saa faar jeg fat i dem begge to." Den fulgte Rødhætte et lille Stykke paa Vej, og lidt efter sagde den til hende:
"Se engang de dejlige Blomster, Rødhætte, du ser dig slet ikke om. Du hører vist ikke engang, hvor kønt Fuglene synger. Du skynder dig jo, som om du skulde i Skole, og der er dog saa dejligt herude i Skoven."
Rødhætte saa sig om. Solstraalerne skinnede mellem Bladene ned paa de mange, kønne Blomster, og hun tænkte: "Bedstemor vil sikkert blive glad for en Buket Blomster. Det er saa tidligt, saa jeg kan godt naa at plukke nogle." Hun gik nu ind mellem Træerne og begyndte at plukke nogle, men naar hun havde plukket en, syntes hun, at der stod nogle meget kønnere længere borte, og paa den Maade kom hun dybere og dybere ind i Skoven. Ulven gik imidlertid den lige Vej til Bedstemoderens Hus og bankede paa: "Hvem er det?" spurgte hun. "Det er mig, lille Rødhætte, med Kager og Vin til dig," svarede Ulven. "Tryk paa Klinken," raabte Bedstemoderen, "jeg er saa daarlig, at jeg ikke kan staa op." Ulven trykkede paa Klinken, saa Døren gik op, og uden at sige et Ord gik den lige hen til Sengen og slugte den gamle Bedstemor. Saa tog den hendes Klæder paa, lagde sig i Sengen og trak Forhænget for."
Rødhætte havde imidlertid plukket lige saa mange Blomster, hun kunne bære, og kom langt om længe hen til Huset. Hun kunde ikke forstaa, at Døren var aaben, og da hun kom ind i Stuen, blev hun saa underlig til Mode, og det kunde hun slet ikk begribe, for hun holdt ellers saa meget af at være hos sin Bedstemor. "Goddag," sagde hun, men der var ingen som svarede. Hun gik hen til Sengen og trak Forhænget til Side, og der laa Bedstemoderen med Natkappen trukket dybt ned i Panden og saa saa underlig ud."
"Sikke lange Øren du har, Bedstemor," sagde Rødhætte.
"Det er, for at jeg bedre kan høre, hvad du siger."
"Og sikke store Øjne, du har, Bedstemor."
"Det er, for at jeg bedre kan se dig."
"Men sikke store Hænder, du har, Bedstemor."
"Saa kan jeg bedre holde paa dig."
"Men Bedstemor, sikken forfærdelig stor Mund, du har."
"Det er, for at jeg bedre kan æde dig," sagde Ulven, og i samme Øjeblik sprang den ud af Sengen og slugte den stakkels lille Rødhætte.
Da Ulven nu havde faaet sin Lyst styret, lagde den sig igen i Sengen og
snorkede, saa Huset rystede. Jægeren gik netop forbi og tænkte: "Det er dog
løjerligt, saa den gamle Kone snorker. Det er bedst, jeg gaar ind og ser, om
der er noget i Vejen." Han gik ind i Stuen og fandt Ulven liggende i Sengen.
"Nu har jeg dig da endelig, din gamle Synder," sagde han, "jeg har rigtignok
længe søgt efter dig." Han skulde lige til at skyde den, da han kom i Tanker
om, at Ulven kunde have slugt den gamle Bedstemor, og at hun maaske var
levende endnu. Han tog derfor sin Kniv og begyndte at skære Ulvens Bug op. Da
han havde gjort et Par Snit, saa han den røde Hue skinne, og lidt efter sprang
den lille Pige ud og raabte: "Nej, hvor var jeg bange. Der var saa mørkt i
Ulvens Mave." Den gamle Bedstemor kom ogsaa ud, men hun var meget forpustet og
kunde næsten ikke faa Vejret. Rødhætte hentede i en Fart nogle store Sten og
puttede dem ind i Maven paa Ulven, og da den vaagnede og vilde løbe sin Vej,
faldt den om og var død med det samme. Det var alle tre meget glade. Jægeren
trak Skindet af Ulven og tog det med sig hjem. Bedstemoderen spiste Kage og
drak Vin og kom igen til Hægterne, og den lille Rødhætte lovede sig selv, at
hun aldrig mere vilde løbe ind i Skoven, naar hendes Moder havde forbudt hende
det.
