Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Menneskene stænger sine Døre med Laas og Slaa.
De trækker tæt for Vinduerne og samler sig om
Lampelyset i sine Stuer. Og de ser paa hinanden, hvergang
de rasende Stød udenfra faar Huset til at skjælve. Og
de gyser og siger: „Gud hjælpe dem, som er paa
Sjøen i dette Veir!"
Thi Sjøen — Sjøen er Stormens vældigste
Tumleplads. Der søger intet at stille sig i Veien for dens
mægtige Leg. Der er den Enehersker.
Der raser den fra Horizont til Horizont, jager
henover de store Vande, over skumvaade Klipper og Skjær,
over Dødens Afgrunde. Under den vælter fjeldhøie
Bølger,. hvis Toppe ryger af Skum og Eraade. Det
svære Hav brydes mod Kysten, dundrer mod Klipperne,
brøler mellem Skjærene. Høit løftes Brændingens hvide
Krans; og Bølgen krummer sig og vælter over de store
Baaer og ruller sit Skum henover Bølgedalene. Og
Stormen griber den hvide Fraade, der danser i rasende
Hvirvler henover den oprørte Sjø, og river den med sig
indimod Landet, hvor den fortsætter sit vilde Jag.
— — — — I lange, mørke Dage og Nætter
raser de store Novemberstorme. Men naar de trætner og
stilner af, naar Luften endelig er blevet rolig, og en ny
Morgen staar op over Landet, da er Høsten forbi. Det
er blevet Vinter.
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
